Vi tilbringer mange timer på vores arbejdsplads, og derfor er det bestemt også vigtigt, at det er et sted, hvor du føler dig godt tilpas. Uanset om arbejdspladsen er af ældre dato, eller I måske lige er flyttet til nye lokaler, kan både indretning og det sociale element spille en stor rolle for dit velbefindende. Men det er også vigtigt, at du husker på, at du selv har et ansvar for at få et godt arbejdsliv.
Læs med her, hvor vi vil give dig nogle råd til, hvordan du bedst håndterer de mange timer på arbejde, så du ikke bliver en del af den statistik, som har svært ved at passe et ordinært fuldtidsarbejde.
Pas på med stress
Stress er en folkesygdom, siges det. I perioder kan vi allesammen godt føle os en smule pressede, uden at det nødvendigvis udvikler sig til reel stress. Men hvis du i længere tid ignorerer kropslige og mentale symptomer, kan du desværre havne i en situation, hvor din krop siger fra, og du bliver nødt til at sygemelde dig med stress. Det i sig selv kan føre til mere stress, og så havner du pludselig i en ond spiral.
Det er vigtigt, at du holder et vågent øje med, hvordan du har det. Hvis du fornemmer, at stressen er ved at tage overhånd, kan du for eksempel bede om en smule ferie. De fleste arbejdsgivere er positivt indstillet over for det, da de godt ved, at en sygemelding med stress i værste fald kan føre til flere måneders fravær. Så er det bedre at tage symptomerne i opløbet og på den måde reducere risikoen for, at du i en lang periode bliver uarbejdsdygtig.
Planlæg din dag
For at undgå stress er der nogle aktive tiltag, du kan gøre. Det er naturligvis forskelligt, hvad der fungerer bedst for den enkelte, men der er ikke nogen tvivl om, at planlægningen af dagen og måske hele ugen kan hjælpe med at forebygge stress. Her er det vigtigt, at du ikke kun planlægger dine arbejdsopgaver, men også bruger tid på at tale med din familie om de praktiske gøremål i hjemmet.
Måske kan I lave en fast aftale om, at de større børn handler ind – ligesom det i de fleste familier er meget naturligt, at alle i øvrigt deles om de huslige pligter. Der kan nemlig meget hurtigt blive en del at se til, hvis du alene skal klare alle opgaver. Lav eventuelt et familiemøde hver søndag aften, hvor I sammen planlægger den kommende uge. Det er meget nemmere at overskue livet, hvis der er tjek på de praktiske detaljer.
Spis og sov ordentligt
Udover planlægningen af indkøb, rengøring og så videre skal du også huske at spise og sove ordentligt. Hvis du har små børn, kan det naturligvis vise sig en smule besværligt at få alle de søvntimer, som du faktisk har brug for. Små børn har nemlig ikke opdaget, at weekenden skal bruges til at sove længe i, og de står gladeligt op klokken 5 både lørdag og søndag morgen.
Så er det så meget desto mere vigtigt, at du sørger for at komme i seng i ordentlig tid. Gør det også til en vane at spise sund og nærende mad. Så får du meget lettere ved at klare manglen på søvn, og du risikerer ikke at falde i søvn hen over skrivebordet på din arbejdsplads midt på dagen. Tag dog gerne en powernap. Blot 10 minutter med lukkede øjne kan give dig en masse fornyet energi.
Dyrk motion
Selvom du måske ikke kan overskue det, kan motion også hjælpe dig på vej mod et bedre og friskere arbejdsliv. Du behøver ikke rende ned i fitnesscentret hver og hveranden dag. Hvis du hellere bare vil gå en tur, er det bestemt også en mulighed. Den friske luft og fornemmelsen af at få rørt sig kan virke helende på sjælen, ligesom du får lidt tid alene med dine tanker.
Men du kan naturligvis også sætte din træning i system. Træn eventuelt om morgenen – du er jo alligevel oppe – og start dagen med lidt sved på panden. For mange mennesker har det vist sig at have en positiv effekt på resten af dagen, og motion virker i øvrigt også mod stress. Held og lykke med det gode arbejdsliv.